Indbrudstyve stjal brugt undertøj

En eller flere gerningsmænd gik målrettet efter undertøj, da de brød ind i et hjem på Bredgade i Videbæk.

Politi_6_type1.jpg

Det var et udbytte lidt ud over det sædvanlige, som indbrudstyve onsdag eftermiddag slap af sted med fra et hjem på Bredgade i Videbæk. Parret, der bor på adressen, kunne nemlig meddele politiet, at gerningsmændene havde stjålet 10 bh'er, trusser og boxershorts.

- Det er ikke ligefrem de sædvanlige tyvekoster, siger Jan Struwe vicepolitikommissær fra Ringkøbing politi til tvmidtvest.dk. Han kan også fortælle, at der hverken var tale om nyt undertøj eller et særligt moderigtigt mærke.  

Udover undertøj stjal tyvene også en bærbar, en pc og en fladskærm.

Vidner har set en ældre rød Toyota Carina holde parkeret foran huset i det tidsrum, hvor indbruddet blev begået.