Imam tiltalt efter racisme-paragraffen for homo-kommentarer

Imamen fra Skive, Mohamad Jammal, er blevet tiltalt for racisme, efter han i 2016 udtalte, at homoseksualitet er ligesom at have sex med dyr.

Foto: Arkivfoto TV MIDTVEST

Statsadvokaten har efter et års efterforskning valgt at rejse tiltale mod imamen fra Skive efter racismeparagraffen. Det skrev Anklagemyndigheden i en pressemeddelelse. 

Mohamad Jammal udtalte sig i juni 2016 til flere medier om homoseksualitet. D. 15. juni 2016 udtalte han blandt andet til Skive Folkeblad

-  Det er unaturligt. Det er ligesom at dyrke sex med dyr. Det er på samme måde unormalt, sagde Mohamad Jammal dengang. 

Han blev spurgt til sin holdning til homoseksualitet i kølvandet på angrebet på en homoseksuel natklub i Florida, hvor 49 mennesker døde. Han tog kraftigt afstand fra det angreb. 

Statsadvokaten i Viborg mener, at Mohamad Jammal har overtrådt loven med udtalelserne. 

- Anklagemyndigheden mener, at den pågældende person med sine udtalelser til flere medier - og dermed udbredelse af sine synspunkter til en videre kreds - har overtrådt loven ved at forhåne og nedværdige homoseksuelle. Disse udtalelser er så grove, at vi nu vil lade domstolene tage stilling til, hvorvidt der med udtalelserne er sket en overtrædelse af dansk lovgivning, siger Jan Reckendorff, statsadvokat fra Statsadvokaten i Viborg.

TV MIDTVEST har været i kontakt med Mohamad Jammal og han siger, at han ikke har udtalt sig på den måde, som det bliver fremstillet i medierne. 

Tilbage i 2016 trak imamen også sine udtalelser tilbage efter de var blevet publiceret i Jyllands-Posten og Skive Folkeblad.