Igen brug for lærlinge

Efter et par år med mangel på lærerpladser, er der igen blevet brug for automekaniker-lærlinge.

Sidste år måtte mellem 25 og 30 unge, der er under uddannelse på Skjerns Tekniske Skole afdeling Bil, Fly og andre transportmidler, starte i skolepraktik i stedet for en rigtig lærerplads. I år er der igen blevet brug mekanikerlærlinge.

På årets to første hold er der kun én ud af 41 elever, der skal starte i skolepraktik. 38 har fået en lærerplads som automekaniker, mens de sidste to skal være flymekaniker og falckredder.

- Arbejdet er vendt tilbage til bilværkstederne. Derfor er det blevet meget nemmere at finde lærepladser hos bilværkstederne til vore elever. Der er solgt mange flere nye biler, og der bliver repareret mere på de brugte, siger faglærer Poul F. Hansen på Skjern Tekniske Skoles grundforløb Bil, Fly og andre Transportmidler i en pressemeddelelse.

Emma Gad på værkstedet

En ældre dame har også spillet en vigtig rolle i skolens kamp for at skaffe lærerpladser til alle. Ved at undervise i Emma Gad har eleverne lært kunsten at smigre de kommende arbejdsgivere.  

- Vi lærer dem ikke bare at skrue på biler, men har også lidt af Emma Gads takt og tone inde i billedet. Tøjet skal sidde ordentligt, holdningen skal være i orden og så skal vi snakke ordentligt til hinanden. Virksomhederne skal kunne være de unge mennesker bekendt, vi sender ud til dem, siger Poul F. Hansen.