I dag falder dommen: Få overblik over Abdalla-sagen

I dag falder dommen over bandelederen Danny Abdalla i retten i Holstebro. Den 51-årige mand er tiltalt for at have begået 36 forbrydelser, men han nægter sig skyldig i 24 af dem.

Foto: Claus Bech / Scanpix

Den 51-årige bandeleder Danny Abdalla er tiltalt for at have begået 36 forbrydelser i perioden fra juli 2014 til december sidste år. 

Abdalla er blandt andet tiltalt for at have begået to voldtægter, mishandling, frihedsberøvelse, trusler, afpresning, vold samt narkorelaterede forbrydelser og medvirken til skyderi. 

Ifølge anklageskriftet skulle forbrydelserne være foregået flere forskellige steder i Jylland, herunder i Thy, Frederikshavn og Randers.

I første omgang var der afsat 15 retsdage til sagen, men det blev hurtigt udvidet med to ekstra dage, fordi specialanklager Lise Hebsgaard og forsvarer Rasmus Amandusson har så mange vidner, der skal afgive forklaringer. 

Denne tiltale

  • 36 tiltaler. Blandt andet to voldtægter, skyderier, mishandling af en kvinde, narkohandel, afpresning og trusler mm.
  • Nægter sig skyldig i 24 af de 36 tiltaler.
  • Erkender blandt andet medvirken til skyderi, våbenbesiddelse samt besiddelse af mobiltelefon i arresten.
  • Siddet varetægtsfængslet siden 18. oktober 2016 
  • 17 dage afsat til retssagen, der foregår ved Retten i Holstebro.

Udover Danny Abdalla er der yderligere én anden tiltalt. Han er tiltalt for langt færre forhold end Danny Abdalla. Tiltalerne mod ham kredser sig om skyderier, der skulle være foregået i Thy i sensommeren sidste år. Det var denne anden tiltalte, der i sidste uge blev angrebet af en bandidos-rocker, der var indkaldt som vidne i sagen omkring netop de forhold, der handler om, at der skulle være blevet skudt mod hans ejendom i Vildsund sidste år. Han nægter sig skyldig i forholdene, der vedrører skyderierne. 

Fra retssagens start nægtede Danny Abdalla sig skyldig i størstedelen af anklagerne mod ham. Han vedkendte sig dog tre forhold – at have været i besiddelse af en telefon i arresten to gange samt at have kørt bil uden at have kørekort.

Der kom dog flere erkendelser d. 20. november. Her erkendte han pludselig yderligere ni forhold. Tilståelserne drejer sig om de forhold, der vedrører skyderier i blandt andet Vildsund sidste år.

Abdallas kriminelle fortid

Danny Abdalla kom til Danmark fra Libanon i 1992. 11 år efter, i 2003, blev han for første gang dømt i Danmark, hvor han fik otte års fængsel for narkokriminalitet. Desuden blev han i den forbindelse udvist af landet. 

Ni år senere, i 2012, fik Abdalla et år og otte måneders fængsel for røveri. Endnu en gang blev han udvist, men udvisningen kunne stadig ikke udføres, fordi Danny Abdalla angiveligt vil være i livsfare, hvis han tager tilbage til Libanon. 

Siden da har han opholdt sig i Danmark på tålt ophold med meldepligt i Center Sandholm på Sjælland. Den meldepligt har han forsømt, og det er imens, at han har skulle melde sig, at han, ifølge anklagerne, skulle have begået de 36 nye forbrydelser. 

Danny Abdalla er far til seks børn, som han har med to forskellige kvinder. Indtil sin varetægtsfængsling i oktober sidste år var han leder af banden Den Internationale Klub, der havde slået sig ned i Thy. 

Danny Abdalla

  • 51 år
  • Kommer oprindeligt fra Libanon 
  • Kom til Danmark i 1992
  • Far til seks børn
  • Kalder sig præsident i Den Internationale Klub