Kollega om Inger Støjberg: Hun har min fulde støtte

Flere midt- og vestjyske Venstre-politikere er glade for, at Inger Støjberg vil gå efter posten som næstformand i Venstre.

Thomas Danielsen, der er medlem af Folketinget for Venstre, er en af Inger Støjbergs støtter.
Thomas Danielsen, der er medlem af Folketinget for Venstre, er en af Inger Støjbergs støtter.
Foto: Frederikke Dammark, TV MIDTVEST

Inger Støjberg er en glimrende kandidat til posten som næstformand for Venstre. 

Sådan lyder det i dag fra flere Venstre-politikere i det midt- og vestjyske, efter Inger Støjberg har bekræftet, at hun vil forsøge at blive valgt som næstformand. 

En af kollegaerne, der er glad for Inger Støjbergs beslutning, er Kristian Pihl Lorenzen (V): 

- Vi har brug for gode og stærke kandidater. Det er Inger Støjberg i høj grad, siger han. 

Han mener, det er afgørende, at Venstre får en ledelse med bredde, der kan samle partiet. 

- Vi skal have tættere kontakt til baglandet, så politikken vokser frem nedefra. Det er også vigtigt med balance mellem det østlige og vestlige Danmark. Det kan hun være med til at sikre, siger han. 

Kan snakke om andet end flygtninge

Thomas Danielsen (V) står også i Inger Støjbergs ringhjørne. 

- Jeg anbefalede hende at stille op, før hun gjorde det, og hun har min fulde støtte, siger han. 

1:13
Her kan du se lokale reaktioner på Inger Støjbergs beslutning om, at hun vil være næstformand for Venstre.

Thomas Danielsen beskriver hende som en utrolig dygtig politiker, der har kompetencer, som Venstre har brug for. 

- Nogle er bange for, at hun kun kan snakke om flygtninge. Men hun har vist gennem tiden, at hun kan levere - også på andre områder, siger han. 

Formelt vil Inger Støjberg først kunne blive valgt som næstformand ved Venstres ekstraordinære landsmøde den 21. september, hvor både formanden og næstformanden skal findes.

I går kom det desuden frem, at Jakob Ellemann-Jensen stiller op som formand i partiet. 

Opbakning fra hjemmebanen

Inger Støjberg er valgt i Skive. På hjemmebanen i det vestlige Jylland er der stolthed og glæde over, at den næste næstformand i det største liberale parti muligvis kommer til at hedde Inger Støjberg.

- Jeg er utrolig glad for og utrolig stolt over, at hun har meddelt, at hun stiller op. Det bakker vi hende selvfølgelig 100 procent op om. Inger er en utrolig stærk kandidat i det her felt. Det er dejligt, at hun nu melder det ud, siger Susanne Rusbjerg, der er Skives kredsformand i Venstre.

Det kommer ikke bag på kredsformanden, at Inger Støjberg har meldt sit kandidatur til næstformandsposten ud.

Det er noget, de har talt om i Skivekredsen, og noget, som Susanne Rusbjerg ved, at Inger Støjberg selv har tænkt igennem.

Selvom det formentlig ikke får direkte betydning for Venstre i Skive, hvis Inger Støjberg bliver valgt som næstformand, så får det betydning lokalt.

- Vi er i kredsen glade for, at hun er i spil. Men jeg tror ikke, det kommer til at betyde andet, end det har betydet i forvejen. Inger er meget vellidt i kredsen, begår sig rigtig godt og stiller op til alle de ting, vi arrangerer. Hun har godt fat i kredsen. Men selvfølgelig er det en stor fjer i hatten at få en næstformand, hvis hun bliver valgt, siger Susanne Rusbjerg.