Trafikulykke ved Fiskbæk: Bil og motorcykel stødte sammen

Uopmærksomhed var muligvis årsag til trafikulykke på rute 26 ved Fiskbæk.

Ulykken skete vest for Fiskbæk (arkivfoto).

Hovedvejen mellem Viborg og Skive - rute 26 - var søndag spærret i begge retninger på grund af en alvorlig trafikulykke. 

Ulykken skete vest for Fiskbæk klokken 12.10. Der var ifølge vagtchefen ved Midt- og Vestjyllands Politi tale om et sammenstød mellem en bil og en motorcykel.

Det gik tilsyneladende galt, fordi bilen delvist kom over i den forkerte vejbane, så den modkørende motorcykel ramte bilens venstre front.

Vagtchefen kan i øjeblikket ikke oplyse nærmere om motorcyklistens tilstand - udover at der er tale om en alvorlig ulykke. Føreren af bilen er undersøgt på sygehuset og er stærkt chokeret.

Vidner har forklaret politiet, at bilisten tilsyneladende var uopmærksom, fordi vedkommende havde en syg hund med i bilen.