Hotelgæster var smittet med norovirus

Fødevarestyrelsen kan dog ikke finde kilden til smitten på Hotel Ringkøbing.

Hotel Ringkøbing. Foto: Karl Erik Lørup, TV MIDTVEST

Fødevarestyrelsen kan ikke finde årsagen til, at flere end 60 gæster på Hotel Ringkøbing i sidste uge blev syge med diarré, opkast og hovedpine.

- Vi har ikke fundet kilden, men vi ved, at nogle af patienterne har haft norovirus, oplyser beredskabschef i Fødevarestyrelsen, Nikolas Hove.

Norovirus bliver sommetider kaldt roskildesyge. Der er tale om en fækal virus, hvilket vil sige, at den stammer fra menneskelig afføring, men præcis hvordan gæsterne er blevet smittet, er altså uvist.

Den kan muligvis stamme fra en rask smittebærer - altså en person, der har virus i kroppen uden selv at være syg.

Under alle omstændigheder understreger beredskabschefen, at der ikke er konstateret nye syge siden den 13. november.

Læs også Roskildesyge på Hotel Ringkøbing: - Det er en katastrofe, der har ramt os