Holstebro Revyen genopstår

I mange år var Holstebro Revyen en af Danmarks største. Fra september 2014 genopstår revyen, og igen er Ernst Trillingsgaard med på holdet.

Holstebro-Revyen-2014.jpg

I 20 år fra 1969 til 1989 kunne folk i Holstebro gå til revy og se skuespillere som Dirch Passer, Marguerite Viby og Buster Larsen på de skrå brædder. Og nu er Holstebro Revyen tilbage.

- Vi ved, at mange fra Vestjylland kører til revyer i andre byer, men fra næste år får vi vores egen, siger direktør Anders Jørgensen.

Anders Jørgensen fra Black Box Theatre og Musikteatret Holstebro er arrangør af revyen. Og det er lykkedes for ham, at få bagmanden fra den daværende Holstebro Revy tilknyttet som konsulent.

Ernst Trillingsgaard var dengang direktør for Holstebro-Hallen, og han skabte Holstebro Revyen. Nu vender han altså tilbage. Og han har en forklaring på, hvorfor blandt andre revyerne i Nykøbing Falster og andre steder har stor succes i disse år.

- Sådan er det, når der er krise i samfundet. Når vi kun hører om økonomi, krige og andre problemer i radioen, så søger vi mod den lettere underholdning. Samtidig har vi i disse år rigtig mange dygtige revyskuespillere og tekstforfattere, siger Ernst Trillingsgaard.

På listen over skuespillere finder man Julie Steincke, som også spillede med i Den lille havfrue.

Der er premiere den 11. september 2014.

Hør et længere interview med Ernst Trillingsgaard her:

3:20
Ernst Trillingsgaard