Højsæson i turistbranchen: Alt er udsolgt

Det er først og fremmest naturen, der lokker turisterne til Holmsland Klit, siger Lars Christensen fra Novasol/Dansommer. Foto: Torben Mondrup, TV MIDTVEST

Højsæson i turistbranchen: Alt er udsolgt

Efterårsferien er lige så vigtig som de travle uger om sommeren på Holmsland Klit.

Man skal være ualmindeligt heldig, hvis man skal finde et ledigt sommerhus på Holmsland Klit i denne uge.

Efterårsferien betyder et stort rykind af både danske og tyske turister, og flere bureauer må skuffe de kunder, der henvender sig i sidste øjeblik.

- Alt er udsolgt her i uge 42 og 43, fortæller områdeleder Lars Christensen fra Novasol/Dansommer i Søndervig. 

Han forklarer, at oktober traditionelt har været en god måned for sommerhusudlejerne. Og det er kun blevet bedre med den nye planlov, som betyder, at sommerhusejerne kan udleje deres huse i op til 43 uger mod tidligere 39 uger.

- Det er med til at give flere kunder i butikken og mere omsætning til os alle sammen. 

Og Lars Christensen er ikke i tvivl om, hvad det er, der trækker i turisterne: Naturen.

- Det med at kommme ud til Vesterhavet og mærke bruset. Bare det at gå langs stranden, hvis man er lidt stresset... det giver altså noget.

Og det er ikke kun sommerhusbureauerne, der nyder godt af det store efterårsrykind. Aktivitetscentret Beach Bowl i Søndervig har hyret ekstra folk ind for at kunne følge med.

- Uge 42 er lige så vigtig for os som uge 29. Der er lige så mange mennesker. Uge 42 er faktisk bedre for os, for 60 procent af vores aktiviteter er indendørs, forklarer Beach Bowls daglige leder Bjarne Øgendahl.

 

01:57 Luk video