Hjælp på vej til Sander

Nu kan det alligevel være, at Sander Nielsen fra Borbjerg får en el-kørestol.

Sander2.jpg

Fem-årige Sander Nielsen har mistet førligheden efter et fald fra en gynge i sin børnehave. Drengen ønsker sig en elektrisk kørestol, men som TV/MIDT-VEST kunne fortælle fredag, så afviser Holstebro Kommune at lade ønsket gå i opfyldelse.

Men nu er der hjælp på vej. Kaj Lund fra Randers så indslaget om fem-årige Sander i sit sommerhus på Lundø i aftes. Han er parat til at give en økonomisk håndsrækning til en elektrisk kørestol, som koster ca. 100.000 kr.

- Som jeg så det, så vil det være rimelig nemt at gøre drengen delvist selvhjulpen, så han kan få noget aktivitet med sine jævnaldrende, siger Kaj Lund.

I følge kommunen har Sander Nielsen jævnfør serviceloven kun krav på en elektrisk kørestol, hvis han er 100 procent sikker på ikke at kunne genvinde førligheden. Det er ikke tilfældet, mener formanden for kommunens Social- og Sundhedsudvalg, SF'eren Anne Lise Holst Jensen.