Historisk bygning bliver til bank

Kommunen er klar med en dispensation, så Ringkjøbing Landbobank kan indrette sig i det gamle amtsrådhus i Ringkøbing.

Det gamle amtsrådhus på Torvet i Ringkøbing skal snart bruges til bankforretninger.

Teknik- og miljøudvalget i Ringkøbing-Skjern Kommune har ifølge Dagbladet Ringkøbing Skjern sagt ja til, at Ringkjøbing Landbobank kan overtage lokalerne for at løse et pladsproblem. Overtagelsen kræver en dispensation fra lokalplanen, men den vil et enigt udvalg gerne give, og dermed ventes det også, at byrådet ender med at sige ja.

Lokalplanen for Torvet siger, at "advokatkontorer, revisionskontorer, pengeinstitutter og lignende må således ikke uden byrådets særskilte tilladelse etablere sig i stueetagen" - og planerne om at indrette bank i de historiske lokaler har medført store protester, blandt andet fra den lokale bevaringsforening.

Bygningen, der i dag ejes af Ringkøbing-Skjern Kommune, blev indtil 2007 brugt til møder i det gamle Ringkjøbing Amtsråd. Siden kommunalreformen er bygningen blevet brugt som turistkontor og til kunstudstillinger, skriver dagbladet.