Herning-Ikast banker de svenske håndboldmestre

Herning-Ikast hentede holdets første sejr i EHF Cuppens gruppespil, da Sävehof blev slået 29-22.

Arkiv. Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix

Håndboldkvinderne fra Herning-Ikast slog søndag det svenske mesterhold Sävehof med 29-22 i EHF Cuppen.

På hjemmebane gjorde de midtjyske værter kort proces og afgjorde mere eller mindre affæren før pausen.

Efter en jævnbyrdig indledning kunne Herning-Ikast-træner Kristian Kristensen se sine spillere oparbejde et forspring på 15-9 før de sidste 30 minutter.

Føringen mod den øjeblikkelige nummer tre fra Sveriges bedste række blev øget til ni scoringer i anden halvleg.

I slutfasen fik Sävehof-spillerne pyntet lidt på resultatet, så det endte med en dansk sejr på syv mål.

Herning-Ikast har tabt de senest to kampe i den danske liga, hvor holdet indtager en femteplads.

Ungarske Siofok topper EHF Cuppens gruppe B med fire point efter en sejr lørdag over tyske Metzingen. Både Herning-Ikast og Metzingen har to point, mens Sävehof fortsat er uden point.

I næste weekend kommer Metzingen på besøg i det midtjyske.

De to bedste hold fra gruppen går videre til kvartfinalerne.

Læs også Har du 10 minutter? Kom med i VM-kulissen i Herning