Herning er mest ejendomsvenlig

I 2012 blev Herning Kommune kåret som den mest erhvervsvenlige af Dansk Industri. Nu har Ejendomsforeningen Danmark kåret kommunen til 2013’s mest ejendomsvenlige.

Byggeri_3_0.jpg

For anden gang har Ejendomsforeningen Danmark undersøgt de danske kommuners ejendomsvenlighed. Det har de gjort ved at undersøge, hvilke kommuner der giver bedst rammer for ejendomsbrugere og ejere. Ligesom i Dansk Industris undersøgelse af erhvervsklimaet ligger Herning og Ikast-Brande kommuner i top. Herning topper nemlig listen foran Ikast-Brande Kommune, der er nummer to.

- Jeg er naturligvis både glad for og stolt over, at Herning Kommune får dette skulderklap. Det er altid tilfredsstillende, når medarbejdernes indsats bliver påskønnet. I sidste ende handler det jo om at få skabt nogle positive rammer for borgerne, siger borgmester Lars Krarup (V) i en pressemeddelelse.

Slår Ikast-Brande på behandlingstiden

Undersøgelsen har rangeret kommunerne ud for en række parametre. Blandt andet har grundskyld, dækningsafgift og byggesagers behandlingstid spillet positivt ind i Hernings vurdering. Netop behandlingstiden på byggesager er årsagen til sejren - her har de nemlig slået naboerne fra Ikast-Brande.

- I forvaltningen arbejder man jo hele tiden på at effektivisere og gøre tingene så optimalt som muligt. Samtidig kommer vi jo ikke udenom, at sagsbehandlingstiden også er afhængig af antal sager og kompleksiteten, uden at jeg skal kunne sige, om det spiller ind i denne sammenhæng, siger den glade borgmester.

Fælles for de to topkommuner er, at de ikke opkræver dækningsafgift, og at grundskyldssatsen er relativt lav.