Biljagt endte i vejskilt: Havde stoffer og kniv i bilen

Lørdag morgen kørte en 25-årig mand ind i et vejskilt i Rødding, da han forsøgte at stikke af fra politiet.

Politiet jagtede lørdag morgen en 25-årig bilist, der endte med at køre ind i et skilt.
Politiet jagtede lørdag morgen en 25-årig bilist, der endte med at køre ind i et skilt.
Foto: Peter Pedersen, TV MIDTVEST

Ved 4-tiden natten mellem fredag og lørdag forsøgte politiet at stoppe en Peugeot med høj hastighed omkring Rødding ved Tjele. Men føreren af bilen nægtede at stoppe, så politiet måtte jagte ham med udrykning.

Flugten fik dog en brat afslutning, da flugtbilisten endte med at køre ind i et vejskilt på Kirkegade i Rødding.

- Manden i bilen havde fået frakendt sit førerbevis, han var påvirket af spiritus og havde både stoffer og en kniv på sig, fortæller Midt- og Vestjyllands Politis vagtchef Ole Vanghøj.

Den 25-årige mand er fra Viborg. Han havde 4,2 gram hash, en joint og en fem centimeter lang kniv på sig.

Han blev løsladt lørdag morgen, men er sigtet for at køre påvirket, uden kørekort og for at ikke at stoppe, da politiet bad ham om det. Han er også sigtet for at bære en kniv og have stoffer på sig.