Voldsomt hærværk på skole i Holstebro

To gange på under én uge er Nørre Boulevard Skolen blevet udsat for tyveri og groft hærværk.

Sådan så svømmehallen ud efter at være blevet raseret af ubudne gæster.
Sådan så svømmehallen ud efter at være blevet raseret af ubudne gæster.
Foto: Billede fra Nørre Boulevard skolen. Tonny Birke kjær, taksator Holstebro Kommune

Nørre Boulevard Skolen i Holstebro har to gange på under en uge været udsat for indbrud og hærværk. Der er ikke blevet stjålet noget af værdi fra skolen, men skaderne i forbindelse med hærværket løber op i tusindvis af kroner.

- Jeg synes, det er ærgerligt, og jeg bliver vred og irriteret over, at der er nogen, der kan finde på sådan noget. Der er meget andet, vi hellere ville bruge tid og penge på end det her, siger Carsten Baun, Skoleleder, Nørre Boulevard Skolen, Holstebro.

Gerningsmændene er kommet ind på skolen ved at sparke yderdøren op. De har desuden sparket 11 andre døre op og ødelagt både dem og dørkarmene. Første gang der var ubudne gæster, var mellem fredag og tirsdag i sidste uge, og igen mellem tirsdag og onsdag denne uge.

- Jeg synes, det her har karakter af, at det er groft hærværk, så om det er drengestreger, ved jeg ikke. Jeg vil nok betegne det som groft hærværk. De har sprøjtet vand ud i hele hallen, de har sparket døre i stykker og smidt med maling og flasker inde i vores lukkede svømmehal, siger Carsten Baun, Skoleleder, Nørre Boulevard Skolen, Holstebro. 

Skaderne efter indbruddene skal udbedres, men hvem der skal betale, ved skolelederen ikke endnu.

 
 
Foto: Billede fra Nørre Boulevard skolen. Tonny Birke kjær, taksator Holstebro Kommune
0:40