Gråt og regnfuldt efterårsvejr kræver gummistøvler

Ifølge DMI går Danmark en grå og blæsende uge i møde.

502748737-7360x4912ma.jpg
Foto: Scanpix / Iris

Der er intet nyt under solen, når det kommer til det danske efterårsvejr.
    
Den kommende uge bliver således en klassisk dansk efterårsuge med blæsevejr og nedbør.
    
Det oplyser vagthavende meteorolog Henning Gisselø fra Danmarks Meteorologiske Institut (DMI).
    
- Det bliver jo mere efterårsagtigt end sommeragtigt, så det er samme melodi, som vi har kørt i rigtig lang tid. Det bliver noget med frontsystemer med regn og blæst, så klarer det lidt op, og så kommer der nogle byger, siger han.
    
Mandag starter med skyer og med regn flere steder. Senere på dagen klarer det op fra vest med lidt eller nogen sol og spredte byger. Der er risiko for torden.
    
Værst ser det ud i midten af ugen, hvor regnen for alvor får følgeskab af blæsten.
    
- Onsdag tager det rigtig fat. Der bliver rigtig meget vind og blæst og decideret efterårsagtigt. Der er det med at finde gummistøvlerne frem, og det er lige før, at jeg ikke vil anbefale paraply, for den blæser bare væk.
    
I slutningen af ugen bliver det mindre gråt, og det vil endda holde tørt i perioder, siger Henning Gisselø.
    
- Det bliver mere fredeligt op mod weekenden. Der er lagt op til en kedelig uge, men der er stadig en chance for, at weekendvejret kan blive ganske hæderligt.
    
Det er heller ikke, når man kigger på termometeret, at den kommende uges vejr fremstår indbydende.
    
Det meste af ugen vil størstedelen af landet ligge på omkring 15 grader i dagtimerne og mellem otte og 13 grader om natten.
    
- Det bliver ikke så frygteligt koldt, men det vil nok føles koldt, fordi det regner og blæser samtidig, siger meteorologen.
    
/ritzau/