TV MIDTVEST

Godt nyt for thailandsk pige

Syvårig skulle have forladt Danmark på mandag - nu kan hun lovligt blive, indtil klagesagen er afgjort. Og der er gode chancer for, at hun permanent kan blive hos sin familie.

Den syvårige pige Ong fra Herning kan blive i Danmark, indtil Justitsministeriet har afgjort hendes sag.

Den thailandske pige skulle ellers have forladt landet på mandag - men nu har ministeriet besluttet at droppe udrejse-fristen.

- Det her er meget afgørende for sagen. Nu kan hun lovligt blive i Danmark, og det betyder, at familien i ro og mag vente på, at klagesagen bliver færdigbehandlet, siger Åge Kramp, der er advokat for familien Nielsen i Herning.

Gode chancer for at vinde sagen

Det var Udlændingeservice, der i første omgang afgjorde, at den lille pige skal udvises af Danmark - men den beslutning har familien klaget over til Justitsministeriet, og nu kan hun altså blive i landet, indtil sagen er endeligt afgjort.

Åge Kramp mener, at der nu er gode chancer for, at Ong permanent får lov til at blive hos sin familie i Herning.

- Der er meget stramme regler for, hvornår man kan få lov til at blive i Danmark under en klagesag. Og når man nu har givet tilladelse til, at hun kan blive, indtil klagesagen er slut, så er det også sandsynligt, at klagesagen vil have et positivt udfald, siger Åge Kramp.

Ongs stedfar Jørn Nielsen fortæller her om sin reaktion på den nye udvikling i sagen:

01:13 Luk video

 

 

01:51 Luk video