Glatføreulykke gav lårbensbrud
En person brækkede imorges lårbenet i en trafikulykke ved Isenvad.
Det var med stor sandsynlighed meget glatte veje, som imorges omkring kl. halv otte betød, at en 21-årig kvinde fra Ikastområdet mistede herredømmet over sin bil på Tyvkærvej ved Isenvad.
Den 21-årige ramte ind i en modkørende 45-årig kvinde fra Spøttrup, som havde en passager i bilen.
Helikopter fløj til hospital
En kom alvorligt til skade ved ulykken og måtte flyves i redningshelikopter med et brækket lårben. Politiet fortæller, at de to andre involverede ikke blev alvorligt skadede, men at en af bilerne er totalskadet efter sammenstødet.
Spærret i en halv time
Tyvkærvej var efterfølgende spærret i omkring en halv time, før redningsarbejderne havde fået ryddet op.