Fundet skyldig i menneskesmugling

Kvinde fra Thisted dømt for at stå i spidsen for danmarkshistoriens største sag om menneskesmugling. Anklageren kræver mindst otte års fængsel.

Retten,_Holstebro,_retssal2.jpg
Foto: Arkivfoto TV MIDTVEST

En 43-årig kvinde fra Thisted blev mandag eftermiddag fundet skyldig i systematisk menneskesmugling.

Retten i Holstebro fandt det bevist, at den filippinsk fødte kvinde stod bag indsmuglingen af et stort antal filippinere til Danmark og videre ud i Europa. Der var tale om den hidtil største sag om menneskesmugling i Danmark.

Kræver otte år - eller mere

Straffen er endnu ikke blevet udmålt, men anklageren krævede mandag den 43-årige kvinde idømt otte års fængsel med muligehed for gå endnu højere. Han mente, at der var flere skærpende omstændigheder - det store antal personer, der blev smuglet til Danmark, den professionele måde, det foregik på - og endelig, at det foregik over en lang årrække.

Den 43-årige kvinde var oprindeligt tiltalt for at have smuglet 1049 personer til Danmark, men tiltalen skåret ned til 493 personer i løbet af retssagen. Af de 493 lykkedes det de 300 at komme ind i landet, mens det blev ved forsøget for resten.

Den 43-årige kvinde har i retten forklaret, at hun bare forsøgte at hjælpe filippinerne med at besøge deres familier i Europa - og at hun ikke vidste, at det var ulovligt. Hendes forsvarer afviser, at der har været tale om så systematisk menneskesmugling, som anklageren lægger op til. Forsvarer foreslår mellem 3 og 6 års fængsel.