Frygten for dødelig minksygdom lurer stadig

2017 har ikke budt på nye udbrud af plasmacytose, men avlerne er stadig i højeste beredskab.

Foto: Kim Kvist, TV MIDTVEST

De danske pelsdyravlere ser ud til at have fået bugt med minksygdommen plasmacytose.

Sygdommen hærgede masser af farme specielt omkring Holstebro i 2015 og 2016, men i 2017 er der ikke konstateret nye udbrud.

Det betyder dog ikke, at pelsdyravlerne har sænket paraderne. De er stadig i højeste alarmberedskab. Fødevarestyrelsen har pålagt avlerne at tage flere blodprøver af dyrene, og der er også mange ændringer i hverdagen.

- Når vi besøger hinanden på farmene, er det altid med overtræksdragter. Og hvis det ikke er nødvendigt, så kommer leverandører og andre heller ikke ind på farmen, forklarer Jens Friis, der er bestyrelsesmedlem i Midtjyllands Pelsdyravlerforening.

Udbruddet af plasmacytose i 2015 og 2016 skønnes at have kostet branchen 250 millioner kroner. Sygdommen viste sig at stamme fra foderet produceret hos det andelsejede selskab Holstebro Minkfodercentral.

150 minkfarme omkring Holstebro måtte aflive dyrene på grund af sygdommen.

Plasmacytose

Plasmacytose beskrives som en langsom virusinfektion.

Symptomerne er blandt andet dårlig reproduktion, gradvis vægttab og høj dødelighed.

 

02:26

Selv om sikkerheden og kontrolllen er øget lurer frygten for nye udbrud af minksygdommen plasmacytose

Luk video

 

02:22

Flere års intensivt avlsarbejde gik tabt da pelsdyravler Ib Lundgaard måtte aflive 1900 syge minktæver   

Luk video