Frivilligheden hyldes med stor fest på Mors: - Jeg elsker det bare

Fredag aften bød på musik, prisuddelinger og fællessang, da der blev afholdt frivillig-fest i Nykøbing.

15-årige Karoline Nielsen er frivillig gymnastik- og fodboldtræner i den lokale idrætsforening Sydmors IF. Fredag aften blev hun takket for den indsats, da hun modtog en pris ved frivillig-festen i Nykøbing. Foto: Poul Gerner, TV MIDTVEST

Det er fedt at være frivillig. Det mener 15-årige Karoline Nielsen fra Mors i hvert fald. Sammen med omkring 500 andre indbudte gæster var hun fredag aften til frivillig-fest i Nykøbing. Her modtog hun en pris for sin frivillige indsats.

Jeg elsker det bare, og jeg er virkelig stolt af at være her i aften.

Karoline Nielsen, Frivillig

- Det er hyggeligt at være sammen med børnene, og man lærer en helt masse. Jeg elsker det bare, og jeg er virkelig stolt af at være her i aften, fortæller Karoline Nielsen, der er frivillig i Sydmors IF som gymnastik- og fodboldtræner.

Både kulturelle foreninger, handicapforeninger, foreninger for ældre og sportsklubber var fredag repræsenteret i Sparekassen Thy Arena i Nykøbing, hvor de frivillige skulle belønnes med et skulderklap for deres store indsats.

Læs også Kampen om de frivillige hænder er blevet hårdere

Hvis man spørger borgmesteren i Morsø Kommune, Hans Ejner Bertelsen, så er øen i Limfjorden også et godt sted at være frivillig, for han mener, at det ganske enkelt ligger i kommunens DNA at være frivillig.  

- Frivilligheden er en stor del af det liv, vi har på Mors. Alt er afhængigt af, at vi har nogle, der byder ind og yder en ekstra indsats. Vi har i mange år ikke rigtigt fået sagt tak til alle vores frivillige, så nu har vi valgt at holde en aften, hvor vi hylder vores frivillige. Jeg er sikker på, vi har taget hul på en ny tradition, fortæller Hans Ejner Bertelsen, der er borgmester i Morsø Kommune.

03:07

Rød løber, bobler og fællessang til aftenens frivillig-fest i Nykøbing. Mange priser bliver delt ud i aften.

Luk video