Fotovogne kan blive berørt af strejke

Hastighedskontrollører, køreprøvesagkyndige og fingeraftrykseksperter skal repræsentere politiet i strejke.

Arkivfoto. Foto: Niels Ahlmann Olesen / Scanpix

Der vil være færre af politiets fotovogne på vejene, hvis forhandlingerne om nye overenskomster for de offentligt ansatte ender med strejke. Politiforbundet har således udtaget nogle af de operatører, der betjener fotovognene, til at strejke. Det oplyser Politiforbundet på Twitter.

En potentiel strejke vil også gå ud over afviklingen af køreprøver, fordi køreprøvesagkyndige også er udtaget. Derudover har forbundet også udtaget fingeraftrykseksperter til at deltage i eventuelle strejker. Polititjenestemænd må ikke strejke, så en eventuel konflikt vil ikke have konsekvenser for antallet af politifolk på gaden.

Det er tidligere blevet meldt ud, at nogle af de kommunalt ansatte parkeringsvagter også vil deltage i en eventuel strejke. Fredag meddelte forhandlingsfællesskabet for de offentligt ansatte i kommuner og regioner, at man vil varsle konflikt med virkning fra 4. april. De statsansatte har taget samme skridt.

Forhandlingerne om nye overenskomster på det offentlige område begyndte lige efter nytår. Parterne har dog stået stejlt over for hinanden, særligt hvad angår økonomien. De faglige organisationer har i fællesskab udpeget arbejdspladser, hvor deres medlemmer skal strejke. Arbejdspladserne dækker mellem 10 og 15 procent af medlemmerne. Formanden for Djøf Offentlig, Sara Vergo, har forsikret, at de ikke er tilfældigt valgt ud. Akademikernes Centralorganisation, som Djøf er en del af, har nøje koordineret udvælgelsen.

- Vi har primært koncentreret os om arbejdspladser, der er borgerrettede, og hvor det kan mærkes allermest, hvad vi laver - og hvad det betyder, når vi offentligt ansatte ikke er der, siger hun.