Forslag om karakteren 12+ får en lunken modtagelse

Uddannelses- og forskningsminister Tommy Ahlers vil belønne den ekstraordinære præstation med en ny karakter. Eleverne på Lemvig Gymnasium er splittede.

01:33

Se et interview med eleverne Anders Christensen, Pernille Agger og Nanna Rytz her. Video: Poul Gerner, TV MIDTVEST

Er der behov for en ny karakter på skalaen, så man kan belønne den ekstraordinære præstation?

Ja, mener regeringen med uddannelses- og forskningsminister Tommy Ahlers (V) i spidsen. Han foreslår, at man indfører karakteren 12+, der skal gives til de elever, der yder en præstation helt ud over det sædvanlige.

 Det reelle problem er, at der er så stor spredning omkring de enkelte karakterer især i midten af skalaen.

Pernille Agger, elev, Lemvig Gymnasium.

- Jeg drømte lidt om at få 13-tallet tilbage - det kunne noget helt specielt. Men det skal vi ikke. Vi har en fin skala, men vi skal lige have den til at fungere lidt bedre. Bedømmerne har spurgt efter muligheden for, at man kan give noget for den ekstraordinære præstation, og det vil vi gerne give dem en mulighed for, siger Tommy Ahlers.

Ministeren forestiller sig, at karakteren noteres på eksamensbeviset, men den skal ikke tælle med i gennemsnittet. 

- Men hvorfor så ikke indføre 13-tallet igen?

- Hvis vi gjorde det, ville vi sætte en ny talværdi ovenpå skalaen, og så er jeg bange for, at vi får endnu mere karakterræs. Den anden udfordring er, at 13-tallet ikke fungerer internationalt. Derfor er 12+ den helt rigtige løsning, siger ministeren.

Karakterræs

Spørgsmålet er så, hvordan ideen modtages blandt eleverne. TV MIDTVEST testede forslaget på Lemvig Gymnasium, og de fleste, vi talte med, var umiddelbart skeptiske.

- Hvis jeg skal være ærlig, så synes jeg, at det er lidt unødvendigt. Jeg synes, at det reelle problem er, at der er så stor spredning omkring de enkelte karakterer især i midten af skalaen, lød det fra Pernille Agger, der går i 3. G.

 Anders Christensen var enig.

- Jeg synes, at man burde sænke kravene til de andre karakterer i stedet, så 12 afspejler topkarakteren. Det kunne måske også sænke det her karakterræs, så 12 rent faktisk var en megagod karakter og ikke noget, som alle forventer at få, sagde han.

Den tidligere formand for elevrådet på Lemvig Gymnasium, Nanna Rytz, var til gengæld begejstret.

- Jeg synes, at det er en god idé. Hvis man er dygtig i skolen, kan det godt virke som et antiklimaks at få 12. Så er det er fedt, at man kan få et ekstra klap på skulderen. Jeg synes også, at det er fint, at det ikke tæller med i gennemsnittet. Det er en belønning i sig selv at få den anerkendelse. 

- Men hvis det ikke tæller, er det så ikke lige meget?

- Nej, for den tæller for én selv. Det der klap på skulderen betyder rigtig meget, når man virkelig har gjort en indsats. Det kan være en kilde til mere motivation til at blive ved, sagde Nanna Rytz.

02:12

Se indslag om ministerens forslag her.

Luk video