Forsikringsselskab nægter at betale

I over to år har en mand fra Svankjær ligget i krig med sit forsikringsselskab. De nægter at udbetale ham branderstatning, selvom han er frikendt for at have sat ild på sit hus.

Jens Evald Hessellunds hus brændte for to år siden. Men forsikringsselskabet Alm. Brand mener, at han selv har sat ild til huset, selvom han blev frikendt ved en retssag i september sidste år.

For 20 år siden blev Jens Evald Hesselund dømt for at have sat ild på sit hus. Også for 10 år siden brændte hans bolig, men dengang var der ingen retssag. Men selvom der er faldet dom tidligere, mener eksperter, at det er på kant med loven at nægte at udbetale erstatning i denne sag, da han er blevet frikendt.

Men nu vil Alm. Brand forsøge sagen i en civil retssag.

- Det er korrekt, at han er blevet frikendt ved den strafferetslige sag, der er blevet holdt. Men bevisbyrden er forskellig i strafferetslige og civilretslige sager. Vi mener faktisk, at de argumenter og beviser og indicier, vi har, de holder i en civilretslig sag. Derfor har vi ønsket at fortsætte, siger Brian Wahl Olsen, Skadesdirektør, Alm. Brand.

For Jens Evald Hesselund har sagen haft store personlige konsekvenser. De seneste ni måneder har han været indlagt på psykiatrisk afdeling tre gange. Presset er blevet for stort.

- Man skal hele tiden bevise overfor dem, at man er frikendt. Ens psyke spiller en meget stor rolle ved at man føler sig ensom og mister troen på sig selv, siger han.

Sagen ligger i øjeblikket til vurdering i ankenævnet for forsikring.

Se interviewet med Jens Evald Hesselund: