Fornyet håb for dykkerparken ved Glyngøre

Sigtbarheden i dykkerparken ved Glyngøre er ødelagt af slam. Nu ser det ud til, der kan findes en løsning.

Dykkerparken i Glyngøre er dækket af slam, fordi både Glyngøre og Nykøbing Havn dumper al affald fra havneuddybninger få hundrede meter derfra. Men nu vil både kommuner og naturstyrelsen finde et andet sted til affaldet.

- Det er en god nyhed, og det er en rigtigt god nyhed for Glyngøre, og for de borgere der bor her langs vandet, siger dykkeren Peter Andersen fra Glyngøre.

Hos Kommunen forstår man godt frustrationen over den spolerede dykkerpark.

- Der er en halv kilometers afstand fra kant til kant, og vi havde troet, at den halve kilometer havde været nok, til at spredningen ikke havde generet dykkerparken. Men det viser sig nu, at der skal mere til, siger ingeniør hos Park og Vej i Skive Kommune, Arif Ertosun

Det er naturstyrelsen, der er myndigheden på området. Egentlig er naturstyrelsen ikke meget for at etablere nye klappladser.

- men vi er helt opmærksomme på, at det er en god ide, at man flytter den plads, som nu ligger og generer dykkerpladsen. Så vi er meget indstillet på, man kan finde et andet sted at ligge den klapplads i fremtiden, siger Jane Brøns-Hansen fra Naturstyrelsen.