Fordobling i henvendelser om hvalpefabrikker

Dyrenes Beskyttelse modtog i 2017 dobbelt så mange henvendelser om ulovlige hvalpefabrikker. Arkivfoto. Foto: Gustav Houe Dall, TV MIDTVEST

Fordobling i henvendelser om hvalpefabrikker

Antallet af henvendelser til Dyrenes Beskyttelse om mulige såkaldte ulovlige hvalpefabrikker er steget voldsomt. Tiltag med ny smiley-ordning er iværksat.

Hvis du er på udkig efter en tilføjelse til familien, så skal du være opmærksom på, om du køber hvalpen hos en sælger, der ikke følger reglerne på området. En ny opgørelse fra Dyrenes Beskyttelse viser, at de i 2017 fik dobbelt så mange henvendelser om mulige, såkaldte ’hvalpefabrikker’, end de gjorde året før. Det skriver DR Syd.

I alt modtog de 47 henvendelser. Også myndighederne blev i efteråret særligt opmærksomme på ulovligt hvalpeopdræt. Veterinærrejseholdet rykkede ud til 36 kontroller - hvoraf 4 var så slemme, at de første til politianmeldelse, viser rapporten, som DR Syd har kigget på.

Læs også Snart kan du tjekke smileyen, før du køber hund

Størstedelen af sagerne drejer sig om manglende registrering som hundeopdrætter eller andre administrative mangler. Men der er desværre nok flere brodne kar derude, erkender Flemming Marker, leder af Veterinærrejseholdet.

- Det er stadigvæk et stort problem. Særligt i forhold til import af udenlandske hvalpe, siger han til DR Syd.

Derfor er det vigtig, at hundekøberne holder øje og tager ansvar, fortæller Jens Jokumsen, chefkonsulent for familiedyr i Dyrenes Beskyttelse.

- Har man fornemmelsen af, at sælgeren bare vil tjene penge og ikke er interesseret i, at hvalpen kommer ud i et godt hjem, så skal man måske henvende sig til 1812 eller - i meget grelle tilfælde - til politiet, siger han til DR Syd.

Selvom antallet af sager er fordoblet, betyder ikke nødvendigvis, at problemet vokser, siger Jens Jokumsen, chefkonsulent for familiedyr i Dyrenes Beskyttelse. Tværtimod er det måske et udtryk for, at hundekøberne holder øje med hvalpenes forhold, inden de svinger dankortet.

- Alle de ekstra henvendelser tolker vi sådan, at borgerne er blevet meget mere opmærksomme på problemet med hvalpefabrikker. Og de henvender sig rent faktisk, når de har mistanke om hunde, der ikke har det godt, siger Jens Jokumsen.

Læs også Kennelejer glæder sig over ny smiley-ordning

Ny smiley-ordning skal gøre købere mere bevidste

Folketinget vedtog i december 2017 en ny smiley-ordning, der netop skal dæmme op for de ulovlige hundeopdrættere. Ordningen vil blive udbredt i løbet af i år og minder om den, der findes på fødevareområdet.

- Vi skruer op for kontrollen, så der er ekstra god grund til at rette ind og følge reglerne. Hvad enten man er ude for at købe en lille hvalp, eller man afleverer sin hund i en pension, skal man kunne føle sig sikker på, at man handler med et sted, som behandler dyrene ordentligt. Det skal ikke kunne betale sig at se stort på hundenes ve og vel, sagde Miljø- og Fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) efter vedtagelsen.

Smileyordningen er en vigtig tilføjelse, fordi den kan guide fremtidens hundekøbere til at styre uden om hvalpefabrikkerne. Det siger leder af Veterinærrejseholdet, Flemming Marker.

- I den ideelle verden er der ingen købere til de hvalpe, der bliver opdrættet under ulovlige forhold. Hvis køberne siger, at de ikke vil have dem, så vil markedet jo forsvinde. Og det vil være det allerbedste, afslutter han.