Forældre: Vi blokerer alligevel!

Forældre: Vi blokerer alligevel!

Forældrene i Thisted kommune vil stadig blokere daginstitutionerne på mandag og tirsdag, selvom politikerne fjerner en del af besparelsen

Politikerne i Thisted har fjernet en del af besparelsen på daginstitutionerne og pædagogerne går i arbejde igen. Men forældrene er ikke tilfredse og vil fortsat blokere de kommunale daginstitutioner på mandag:

- Der bliver stadig dårligere tid til de enkelte børn. Vi kan ikke acceptere et ringere udgangspunkt end i dag, siger Pia Balle Ravnborg, der er formand for forældrerådet i område Midt.

Tror ikke på politikernes tal

I eftermiddag blev der ellers indgået en politisk aftale, der fjerner 18-19 af de 32 afskedigelser, byrådet har varslet. Politikerne mener, de resterende besparelser kan forklares med at børnetallet falder, men det tror forældrene ikke på:

- Der er stadig 13-14 fyringer tilbage, og vi har fået at vide at børnetallet falder med 130. Det svarer jo til én voksen til ti børn, og sådan er normeringen altså ikke, siger Pia Balle Ravnborg.

- Vi holder presset

Forældrene vil blokere i hvert fald indtil tirsdag, hvor der er møde i Børne- og familieudvalget. Der er 24 kommunale institutioner, og vagtplanen for de blokerende forældre er på plads for de 22 af dem, og de to sidste falder ifølge forældreformanden på plads i weekenden:

- Vi holder presset. Vi vil vise, at det ikke kun er personalet, der får et dårligere arbejdsmiljø. Det er også vores børn, der får et dårligere tilbud, siger hun.