Fødevarer: Eksporten slår alle rekorder

Kartoffelmelcentralen i Brande eksporterer årligt for en halv millard til Asien. Foto: Emilie Grav, TV MIDTVEST

Fødevarer: Eksporten slår alle rekorder

2017 bliver det bedste eksport-år af fødevareprodukter nogensinde. Det slår en ny prognose fra Landbrug & Fødevarer fast.

Det går så godt med eksporten af danske fødevarer, at producenter ikke kan få armene ned. Det gælder også på kartoffelmelscentralen i Brande.

- Vi har faktisk fordoblet vores omsætning inden for de sidste syv år, så det kan vi jo kun være meget godt tilfreds med siger direktør Nicolai Hansen, KMC i Brande

Eksporten af blandt andet svin, mælk og kartofler indbragte i 2007 i alt 123 milliarder kroner. 

Med den stigende middelklasse, så har de også en større købekraft

Finn Christensen, statistikchef, Landbrug & Fødevarer

Men ifølge en prognose fra Landbrug & Fødevarer vil eksporten i år runde 163 milliarder. Det er en stigning 32,5 procent over de seneste ti år.

En del af årsagen skal findes på den anden side af jorden. Asiaterne er vilde med de danske fødevarer. Mere end 21 procent af den danske fødevareeksport ryger i dag til Asien. Også det er en rekord. 

Eksporterer for halv milliard

Hos KMC ender kartoflerne som kartoffelstivelse, som bliver brugt i stor stil i Asien.

- Blandt andet i nudlerne derude, som jo er en stor artikel. Men vi kommer også med nogle nye løsninger inden osteområdet, konfekture-området, suppe, sovse, dressinger, ketchup med videre, siger KMC-direktøren

KMC eksporterer årligt for en halv milliard kroner til det asiatiske marked. Men det er langt fra bare de danske kartofler, der hitter ovre øst på. 

Læs også Møgvejr er godt vejr for kartoffelavlerne

En femtedel af den samlede danske fødevareeksport ryger i dag til Asien.

- Med den stigende middelklasse, så har de også en større købekraft, og så vil de i stigende grad kunne efterspørge de danske fødevarer. Og de danske fødevarer indeholder en høj kvalitet, høj fødevaresikkerhed og høj dyrevelfærd, siger Finn Christensen, statistikchef, Landbrug & Fødevarer.

Ifølge Landbrug og Fødevarer vil eksporten til Asien i fremtiden bare blive større. Og det er de bestemt ikke kede af på kartoffelmelscentralen i Brande. 

- Vi har en forventning og en målsætning om at vokse yderligere, og vi forventer, at en stor del af den vækst skal komme fra det asiatiske område, siger direktør Nicolai Hansen, KMC, Brande.

KMC eksporterer i dag til mere end firs lande verden over. Det er dog stadig Tyskland, der er den allerstørste udenlandske aftager af danske fødevarer. 

01:35 Luk video