Floorball: Sunds Seahawks vinder overraskende pokalfinalen

Lørdag kunne Sunds Seahawks løfte pokalen efter en nervepirrende pokalfinale mod Frederikshavn Blackhawks.

Smilene er store hos Sunds Seahawks, der kan fejre sin første titel nogensinde. Foto: Frederik Helms, TV MIDTVEST

Sunds Seahawks løftede lørdag sin første pokal nogensinde. Efter en nervepirrende kamp i floorballs pokalfinale vandt de 6-5 over favoritterne fra Frederikshavn Blackhawks.

- Det er ubeskriveligt. Det er en drøm, siger Mikkel Skov, der er anfører for Seahawks. 

Sunds Seahawks 6-5 Frederikshavn Blackhawks

1. periode
1-0
1-1
2-1

2. periode
2-2
2-3

3. periode
3-3
4-3
4-4
5-4
5-5

Forlænget spilletid
6-5

Kampen blev spillet i Brønderslev, hvor Sunds Seahawks havde to busfulde med fans med for at bakke op. De omkring 100 Seahawkstilhængere var festlige kampen igennem og dominerede lydbilledet i hallen, hvor der i alt var 500 tilskuere.

Favoritterne fra Frederikshavn var bedst i kampens start, hvor de var mest på bolden og havde de største chancer. Det var dog Sunds Seahawks, der bragte sig foran til at starte med.

Efter tre perioder måtte kampen dog ud i forlænget spilletid – der også fungerer som ”Golden Goal”, hvor man vinder, hvis man scorer. Og det gjorde Sunds Seahawks syv minutter inde i den forlængede spilletid, så jublen kunne bryde løs i hallen.  

Sunds Swahawks anfører, Mikkel Skov, bliver betegnet som en af landets bedste floorballspillere. Han tog også sin tørn i kampen, da han scorede intet mindre end tre mål. Det betyder dog ikke, at han og resten af holdkammeraterne har tænkt sig at hvile på laurbærrene. 

- Nu mangler vi bare det danske mesterskab, siger han. 

01:06

Se, det sidste mål og et interview med anfører Mikkel Skov.

Luk video