Fire plejecentre står til lukning

Politikerne i Thisted svinger sparekniven over lokale plejehjem.

Fire plejecentre i Thisted Kommune står til at dreje nøglen om, skriver Nordjyske.dk.

Det står fast efter, at et flertal i strategi og økonomiudvalget i Thisted Kommune har nikket ja til en indstilling fra social- og sundhedsudvalget.

Det drejer sig om plejecentrene Stenhøj i Vesløs, Sct. Mortensgård i Ydby, Vestergården i Sundby og Nors Ældrecenter.

En rapport fra konsulentfirmaet BDO foreslog tidligere på året, at fem plejecentre skulle lukkes - men det tal har politikerne nu altså skåret ned til fire.

Beslutningen skal nu endelig bekræftes i kommunalbestyrelsen, men borgmester Lene Kjelgaard Jensen (V) regner ifølge Nordjyske ikke med, at der bliver ændret i indstillingen fra økonomiudvalget.

Politikerne havde også plejehjems-lukninger på dagsordenen i 2012, men dengang var der ikke politisk stemning for besparelserne.