Brandmænd har startet band: - Det handler om samværet

Musikgruppen Firemen består af fire brandmænd, som spiller musik for at hygge sig sammen.

Bandet Firemen sammen med solist Cathrine Møller Madsen i midten. Foto: Hans Jørgen Hansen

Selvom man arbejder som deltidsbrandmand, så kan man også sagtens brænde for noget helt andet.

Og det må man sige, at fire brandmænd på brandstationen i Engesvang mellem Ikast og Silkeborg gør.

De spiller nemlig også musik.

Sammen har de bandet Firemen, hvor den står på kollegialt samvær og ægte hygge én gang om ugen.

- Vi spiller ikke i Firemen for at tjene penge. Det handler om samværet. Og om at komme ud og spille for folk, fortæller bandets nyeste og yngste medlem, 24-årige Peter Silkjær.

- Det er også herligt at tage hånd om sine musikalske evner. Der er personlig udvikling i det.

Firemen havde for mange guitarister

Gruppen består guitaristerne Kim Munksgaard, René Søndervang, Nikolaj Benner Wolff, og så Peter Silkjær, der gør sig på trommeinstrumentet cajon.

De tre garvede - Kim, René og Nikolaj – optog Peter i bandet for et halvt år siden, da de fandt ud af, han også var musikalsk.

Men det var kun lige med nød og næppe, Peter fik lov til at spille sammen med brandmanskollegerne.

- Jeg spiller egentlig guitar, men dem havde bandet ligesom nok af, da jeg skulle med, griner Peter Silkjær.

- Jeg havde lige fået en cajon (Et trommeinstrument, red.) i fødselsdagsgave, og så måtte jeg i gang med at øve mig. Det har heldigvis vist sig, at jeg godt kan finde ud af det, lyder det fra Firemens rytmeansvarlige.

Udover brandmændene er også Cathrine Møller Madsen med som solist. Sammen med Firemen spiller hun koncert i Engesvang Kirke den 11. marts til en indsamling for Folkekirkens Nødhjælp.

02:08

Hør bandet Firemen spille 'Hallelujah'.

Luk video