Find den bedste akuthjælp med ny app

Ny akuthjælp-app skal hjælpe borgere med at finde god og hurtig akuthjælp.

Pressebillede_Herning_0.jpg

Når uheldet er ude, er det ikke altid helt ligetil at finde ud af, hvor man kan få den bedste og hurtigst mulige hjælp. Derfor har Region Midtjylland i samarbejde med Danske Regioner nu lanceret en akuthjælp-app til mobilen, der skal guide folk til den korrekte hjælp.

App'en kan bruges til at finde den nærmeste skadestue, nummeret på vagtlægen og åbningstider på vagtapoteket uanset, hvor i landet man befinder sig.

- Akuthjælp-app'en er i virkeligheden den moderne udgave af god, gammeldags serviceinformation, som man tidligere kunne finde på de gule sider i telefonbogen - bare altid opdateret, grundigere og med en vis vej funktion, siger Bent Hansen, regionsrådsformand i Region Midtjylland i en pressemeddelelse.

Det er fortsat borgernes egen læge eller lægevagten, der vurderer, hvilken hjælp der er behov for. Men app'en viser hvilket nummer, man kan ringe på.  App'en indeholder også oplysninger om akut psykiatrisk hjælp og tandlægevagten.

Akuthjælp-app'en kan hentes gratis i App Store og Google Play.