Fik nytårshygge spoleret af Pringles-røgbombe

Brandvæsenet måtte komme beboere til undsætning nytårsaften. En Pringles-dåse viste sig at være en røgbombe, der udviklede særdeles kraftig røg.

Blå blink skygge
Foto: Flemming Christensen

Beboere i en etageejendom i Struer fik sig nytårsaften noget af en forskrækkelse, da der pludselig lugtede meget kraftigt at røg i deres lejligheder.

- Vi sad og var ved at spise, da det lugtede af krudtrøg, fortæller Jens Ole Mortensen en af beboerne på Vestervold 13 i Struer.

Han gik ud og så efter raketter på altanen, men der var ikke noget. Lugten forsvandt dog ikke.

- Så sagde jeg, det er fandme mærkeligt, det bliver ved med at lugte sådan, fortæller Jens Ole Mortensen.

Kort efter gik røgalarmerne i gang. Hans 18-årige datter og en veninde begyndte at blive urolige, så Jens Ole Mortensen, åbnede døren ud til opgangen.

- Jeg kunne ikke se flammer, men der var en total tæt, hvid røg. Der var fuldstændigt lukket af røg i opgangen, og jeg kunne slet ikke se noget, beretter han.

Jens Ole Mortensen tog en jakke over hovedet og gik længere ned og fik åbnet to vinduer, mens datteren fik ringet til brandvæsenet, som var fremme på rekordtid og fik ventileret røgen ud.

- Der var masser af røg, bekræfter indsatsleder ved Nordvestjyllands Brandvæsen, Henrik Jensen.

Han kunne konstatere, at det var en dåse med fyrværkeri, der var skyld i den voldsomme røgudvikling.

- Det ser ud til, at den er blevet placeret der bevidst, fortæller indsatslederen.

Jens Ole Mortensen beskriver genstanden som en Pringlesdåse-lignende ting.

Her et par timer efter episoden er Jens Ole Mortensen lettet over, at der trods alt ikke skete nogen noget. Han undrer sig dog over én ting.

- Vi er helt grønne i næserne mig og pigerne, slutter han.