TV MIDTVEST

Fejlagtig advarsel fra politiet

Det er en fejl, at politiet har advaret mod computervirus.

"Pas på e-mails fra Hallmark, det er en virus. Venlig hilsen Midt og Vestjyllands Politi".

Denne besked er i løbet af den seneste måned havnet i mange mailboxe. Men advarslen er en intern fejl, det siger kommunikationschef Jørgen Hassing fra Midt- og vestjyllands Politi.

Fejlen skete, da en medarbejder sendte advarslen til sine venner, men vedkommende glemte uheldigvis at slette den digitale underskrift, Midt- og Vestjyllands Politi, på mailen.  Det fik mailen til at fremstå officiel, og har betydet mange henvendelser fra folk.

- Det har vi det jo ikke godt med, og vi kan kun beklage den ulejlighed, det måtte give, siger Jørgen Hassing til  til DR Midt&Vest.

I øvrigt så er der tale om en fupmail - en såkaldt kædemail uden hold i virkeligheden.Der findes ikke en farlig Hallmark-virus. Det kan du læse på TDCs hjemmeside.