FCM-træner tror på CL-sensation

FC Midtjylland tabte den første CL-kvartfinale mod makedonske HC Vardar. Lørdag afgøres det, hvem der tager pladsen i Final 4.

Det var en skuffet træner, der måtte se sit hold tabe 24-28 på hjemmebane. Foto: arkivfoto

FC Midtjyllands håndboldkvinder er på vej ud af Champions League før lørdagens opgør ude mod makedonske HC Vardar. For en uge siden så FCM-træner Kristian Kristensen sit hold tabe 26-28 på hjemmebane i den første kvartfinale. Troen på en plads i Final 4 er alligevel i live, selv om træneren betegner et avancement som en sensation.

 - Vi har lært af det første opgør. Vi har brugt en del tid i teorilokalet og på træningsbanen for at skærpe os yderligere, så vi kan matche Vardar endnu hårdere. Vi ved alle sammen, at det bliver svært. Men vi har en tro på det, og det er det, der kendetegner holdet og skal kendetegne holdet.  Vi har en sund tilgang til det, og vi tager selvfølgelig derned for at vinde med tre mål, siger Kristensen til FCM's hjemmeside.

Kristian Kristensen har fokus på, at FCM-spillerne står stærkere fysisk i duellerne med de stærke makedonere. Der skal også være en større træfsikkerhed i angrebet.

- Vi skal finde flere mål på kontra. Det er vores varemærke, og det er defensiven, der i sidste ende skal bære os frem til den sensation, det vil være, hvis vi kan gøre det i Makedonien, siger FCM-træneren.

Kampen i Skopje mellem FCM og HC Vardar spilles lørdag klokken 17.30.

/ritzau/