FCM-opslag deler vandene: Dårlig stil eller lir

Et Facebook-opslag fra FC Midtjylland er gået viralt. Kritikere mener, klubben er gået for vidt.

Det er denne scene med William Kvist, der vækker debat.
Det er denne scene med William Kvist, der vækker debat.
Foto: FCM

Mens mange jubler over en video, som FC Midtjylland har delt på sin officielle Facebook-side, så lyder der også kritiske røster fra egne rækker.

- Jeg holder rigtig meget af FC Midtjylland og hele FCM’s DNA. Men, jeg kan slet ikke genkende FCM når I sender et sådan klip ud på FCM’s opdatering. Det er uværdigt efter en super fortjent sejr at udstille en modstander på den måde her, skriver Torben Møller Pedersen i en kommentar til opslaget og slutter:

- God stil og værdig optræden med respekt for sporten og modstandere er normalt en implementeret del af FC Midtjylland.

Filmklippet, som har fået over 250.000 visninger, viser en synligt ærlig William Kvist fra FCK ligge og banke en hånd ned i græsset efter en graverende fejl, som gav anledning til en FCM-scoring.

Slag over snuden

Thomas Thomasberg, Cheftræner i Hobro IK, synes det er helt ok.

- Det der, det synes jeg ikke er at gå over stregen. William Kvist laver en stor fejl, som koster. Det tager de en lille smule fis på. Det tror jeg ikke, der er så mange, der kan have ondt i røven over.

Thomas Thomasberg
Thomas Thomasberg
Foto: Privatfoto

Udtalelsen kommer i TV MIDTVEST’s fodboldmagasin 4-4-2, som bliver sendt onsdag aften 20:25. Her blev Facebookopslaget også debateret.

Den erfarne, tidligere superligatræner og nuværende assisterende sportsschef i FC Midtjylland, Ove Pedersen, ser heller ikke det store problem i selve klippet.

- Når jeg ser det, så dufter det også af humor. Man kan jo godt se nogle ting mellem linjerne, om det er fordi, man går efter at ydmyge og nedvurdere nogen, eller det er lidt lir. For mig, når jeg ser det her, så dufter det af lir.

Over Pedersen tilføjer dog:

- Man kan diskutere, om det skulle ligge på en officiel hjemmeside, eller det skulle ligge på et andet sted.

Over Pedersen
Over Pedersen
Foto: Privatfoto

Giver omtale

Thomas Thomasberg pointerer, at netop den slags opslag gavner fodbolden, fordi det skaber stor omtale af og engagement i sporten.

- Det er jo det, vi har brug for, at der skal være interesse omkring rækken og spillerne, siger hobro-træneren.

Flere fremhæver, at man træder på en mand, som allerede ligger ned. Til det siger Thomas Thomasberg:

- Vi skal ikke være så ømfindige og fintfølende. Lad os bare få lidt af det her. Det, synes jeg, er ok.

Det er Jan Helmut Jørgensen fra Nørresundby ikke enig i.

- Dårlig stil af et tophold at sparke til en ellers god landsholdsspiller der begår en dum fejl, en fejl som alle kan begå.. pinligt FC Midtjylland. Jeg er ikke FCK fan.., skriver han i kommentar til opslaget.