FCM hentede tre point i Aalborg

Ulvene fra Herning vandt 2-0, da holdet mandag aften var på besøg hos AaB.

FCM_logo_flag1.jpg

FC Midtjylland trak sig mandag sejrrigt ud af prestigeopgøret mellem de seneste to sæsoners danske mesterhold.

På scoringer af Daniel Royer før pausen og Paul Onuachu i overtiden vandt FCM 2-0 på udebane over AaB.

Flere AaB-spillere og fans følte sig i forrige sæson miskrediteret af FCM, da nordjyderne overhalede midtjyderne og vandt DM-titlen. Derfor slår det ofte gnister, når de to hold møder hinanden i Alka Superligaen.

I mandagens kamp var gæsterne fra FCM næsten totalt dominerende mod et skuffende nordjysk mandskab, der først vågnede op i de sidste 20 minutter.

Allerede i kampens første minut var midtjydernes Erik Sviatchenko tæt på at bringe FCM i front, da han på Kian Hansens projektil af et indkast fik hælen på bolden, der sneg sig lige forbi AaB-målet.

Sådan fortsatte kampen med hyppige FCM-chancer afbrudt af nogle få og stort set ufarlige forsøg til AaB.

En stor del af hjemmeholdets opspil gik i stå på grund af dumme boldtab, når bolden kom op på midtbanen til Thomas Augustinussen og svenske Rasmus Jönsson.

I kampens sidste 20 minutter havde AaB flere store chancer, men heldet var med ulvene, og når AaB's forsøg endelige ramte kassen, var Johan Dahlin på plads.

Der var mere snert over FCM, der bragte sig foran med 1-0 ved østrigske Daniel Royer fem minutter før pausen. Bolden blev spillet frem til venstrekanten, der lagde bolden fladt forbi Nicolai Larsen i AaB-målet.

I overtiden slog Paul Onuachu sejren fast, da han nemt sendte Pione Sistos tværaflevering i mål til 2-0.

FCM-profilen Pione Sisto havde flere gode skudforsøg, mens hjemmeholdet også blev truet på gæsternes mange standardsituationer.

Sidste sæsons mestre har med mandagens sejr fået en suveræn sæsonstart med fire sejre i fire kampe. På fredag kommer den måske hårdeste konkurrent til titlen FC København forbi Herning.

/Ritzau/