Fartkontrol fik kyllinger i fælden

Politiets fotovogne kan bruges til andet end at måle fart. I går eftermiddags måtte fartkontrollen nemlig indhente en stjålet bil.

Politi.dk logo 2.jpg

Fartmåleren var udstationeret i Vinderup, da der klokken 13.00 kom en mistænkelig bil i søgelyset. Betjenten i kassevognen registrerede derfor bilens nummerplade og fandt ud af, den var meldt stjålet.

Betjenten satte derfor efter den, og selvom atk-bilen ikke ligefrem har en patruljebils mobilitet, lykkedes det ham at stoppe den stjålne Opel Kadet.

I bilen var en 28-årig og 20-årig mand, begge fra Holstebro. De erkendte hurtigt at have stjålet bilen og desuden er kørt fra en benzinregning.

Under anholdelsen fik betjenten desuden øje på en hel kasse kyllinger, der lå og flød bagi bilen. Den 28-årige mand indrømmede, at han havde stjålet kassen under et indbrud i Grillhytten i Vinderup søndag.

De to mænd blev sigtet for brugstyveri, og kyllingetyven blev desuden sigtet for indbruddet. Begge mænd er igen løsladt.

- Målebilerne har ikke før været på biljagt. Jeg kan ikke huske lignende tilfælde, fortæller Politikommissær Henrik Glintborg fra Midt- og Vestjyllands Politi.