Far til skudoffer: Han har det godt

Den unge mand, der onsdag blev skudt i Herning, har det godt.

monsteroutlet.jpg
Foto: Stine Agnholt Andersen, TV MIDTVEST

Den 23-årige mand, der onsdag eftermiddag blev ramt af et skud i brystet, har det godt. Det fortæller hans far, Lars Møldrup Jørgensen, til Herning Folkeblad.

Sønnen opholdt sig i Monster Outlet-butikken på Cedervej i Herning, da han blev ramt af skuddet.

- Min søn kom sammen ind gennem en branddør og overraskede ham røveren, eller hvad han nu er. Røveren trådte to skridt tilbage, trak pistolen frem og skød min søn i brystet. Han fortalte mig, at det først føltes som et knytnæveslag. Der var næsten ingen lyd heller ved skuddet, så min søn troede, at han var skudt med en luftpistol, siger Lars Møldrup Jørgensen til avisen.

Det var dog ikke tilfældet. Den maskerede gerningsmand skød med en revolver kaliber 9 mm.

-  Kuglen ramte fem centimeter over brystvorten i højre side. Den gled af på ribbenene i ryggen og fortsatte over i venstre side og punkterede den ene lunge. Kuglen var mindre end 20 millimeter fra hjertet. De sagde på sygehuset, at han var heldig. Det var så tæt på, det kunne være, siger Lars Møldrup Jørgensen.

Ifølge avisens oplysninger bliver den unge mand opereret torsdag, hvorefter familien regner med at få ham til nytår.