Familiemor med kæmpe indsamling til lille dreng

Efter DR-dokumentaren "En vej - to verdener" har en kvinde fra Thyborøn startet en indsamling til fordel for en af de økonomisk udfordret familier.

Christina Damgaard Christensen

Christina Damgaard Christensen fra Thyborøn har startet en indsamling til fordel for en Aarhus-familie, der var med i DR dokumentaren "En vej - to verdener", som sætter fokus på den økonomiske ulighed i Danmark. Hun fik så ondt af en lille dreng fra  den økonomisk ufordrede familie, at hun gerne ville hjælpe ham og familien. Nu har hun indsamlet en masse gaver og et stort pengebeløb – 87 bidrag i alt.

- Der er givet store donationer – både fra privatpersoner og erhverv. Et firma har givet en uges fri bil, en købmand har givet en indkøbsvogn fyldt med varer. Derudover har folk givet alt lige fra tøj til fiskefars, siger Christina Damgaard Christensen.

Familiemoderen til fire kontaktede moderen fra DR’s udsendelse, og hun blev begejstret for tiltaget. Drengens fortælling er gået lige i hjertet på Christina Damgaard Christensen.

- Jeg sad med tårer i øjnene. Det gik lige i hjertet. Jeg tror, folk bakker op, fordi det er en konkret sag, og så kommer man til at skamme sig over, hvordan man tager alt for givet.

Familien fra Aarhus kan også se frem til en uges ferie i Thyborøn, hvor de skal bo i et feriehus på den lokale campingplads. Når familien ankommer til Struer efter en sponsoreret togtur, bliver de hentet i amerikanerbil, inden de påbegynder ferien i Thyborøn.