Falkejagt kan igen blive lovligt

Efter 50 års forbud kan jagt med falke og andre rovfugle være på vej til igen at blive tilladt i Danmark.

Franks Skaarup er én af de mange falkonerer, der i årevis har kæmpet for at få falkejagten gjort lovlig igen.
Franks Skaarup er én af de mange falkonerer, der i årevis har kæmpet for at få falkejagten gjort lovlig igen.
Foto: Morten Thomsen

Jagt med falke er måske på vej tilbage i den danske natur. Et flertal i regeringen vil ændre den jagtlov - der siden 1994 har gjort det ulovligt at jage med falk. Flere falkonerer har i årtier kæmpet for at få falkejagten gjort lovlig.
Og én af dem der har lyttet, er Venstres jagtordfører Thomas Danielsen. Han har nu, sammen med et flertal i regeringen, besluttet at falkene igen skal slippes løs på vildtet. 

Der har været forbud mod at jage med falke i 50 år.
Der har været forbud mod at jage med falke i 50 år.

- Det er den mest skånsomme jagtform vi kender, og det er en meget smuk og historisk jagtform. Derfor bifalder jeg i den grad, at vi nu får lovliggjort falkejagt i Danmark igen, siger Venstres jagtordfører Thomas Danielsen.

Ornitologer: Det er gammeldags

Men det er ikke alle, der bifalder, hvis falkene igen skal bruges som jagtform. Formanden for Dansk Ornitologisk Forening, Egon Østergaard, mener ikke den type jagtform hører til i vores tid. Og udsigten til at flere vil efterspørge falkene til jagt bekymrer ornitologerne.

- Når interessen stiger, og hvis det bliver lovligt at jage med falke, så er det klart, at så vil der være nogen, der begynder at holde de her fugle i bur - og jo flere fugle der sidder på den her måde, jo værre er det set med vores øjne. Så man skal ikke anspore til sådan noget der - det er helt galt. Vi skal have dem ud og flyve frit, siger Egon Østergaard, Formand, Dansk Ornitologisk Forening.

Formand for Dansk Ornitologisk Forening, Egon Østergaard, kalder det udansk at genindføre jagt med falke.
Formand for Dansk Ornitologisk Forening, Egon Østergaard, kalder det udansk at genindføre jagt med falke.
Foto: Morten Thomsen

Falkene hos landets omkring 30 falkonerer, får altså nu, med regeringens velsignelse, mulighed for selv at angribe og dræbe rigtig vildt i Danmark.

- Det burde vi simpelthen ikke skulle opleve i 2017. at vi skal indføre sådan en jagtform som menigmand aldrig har praktiseret, og som kun har været praktiseret i middelalderen af konger og nogle rige herremænd. Det er meget, meget udansk det her, siger Egon Østergaard, Formand, Dansk Ornitologisk Forening.

Venstres jagtordfører Thomas Danielsen er slet ikke bekymret for falkens fremtid. Han har derimod en opfordring til ornitologerne.   

- Det er helt almindeligt, at danskere går på falkejagt, og jeg kan kun opfordre ornitologerne til at tage med ud og se, hvordan det foregår. Det er fascinerende og flot at se på, siger Thomas Danielsen.

Jagt med falk er i dag tilladt i Sydeuropa, Mellemøsten og Tyskland - mens det er ulovligt i Norge og Sverige. Forslaget om falkejagt er i høring frem til 29. september. 

2:14