Færre vælger erhvervsuddannelse

Kun 2 ud af 10 folkeskoleelever har planer om at tage en erhvervsuddannelse - resten vil have en studentereksamen. Det bliver et stort problem for samfundet, mener Børne- og Undervisningsministeren

På Viborg Private Realskole sidder 9. og 10. klasseeleverne i disse dage og vælger, hvilken uddannelse de skal gå på efter sommerferien. Og det er ikke erhvervsuddannelserne, der hitter.

1 elev vil være mekaniker. De resterende 19 elever vil have en studentereksamen.

Samme tendens viser sig i resten af landet. I 2001 valgte 3 ud af 10 folkeskoleelever at tage en erhvervsuddannelse. Sidste år var det kun 2 ud af 10.

- Det er et stort problem. Vi har brug for unge med en uddannelse som for eksempel murer, mekaniker eller salgsassistent i fremtiden. Der er job til dem, der tager sådan en uddannelse. Samtidig kan vi se, at mange unge ikke kommer videre efter deres studentereksamen. De ender som ufaglærte, siger Børne- og Undervisningsminister Christine Antorini.

Starter kampagne

Ministeren har nu startet en kampagne, der skal få flere til at vælge en erhvervsuddannelse.

- Vi vil med nogle nye praktikcentre sikre, at alle unge kan gennemføre deres erhvervsuddannelse, selvom det kan være svært at finde en praktikplads. Derudover vil vi gøre det lettere at vælge højniveau spor, så de dygtigste på erhvervsuddannelserne også får en studentereksamen, der giver dem mulighed for at læse videre bagefter, siger hun.

Senest på fredag skal 9. og 10. klasseeleverne have valgt hvilken uddannelse, de vil gå på næste år.