Et skridt tættere på skolelukning

Et skridt tættere på skolelukning

Skive Kommunes Børne- og Familieudvalg vil lukke skolerne i Hvidbjerg, Lihme og på Fur.

Til næste år skal elever ikke længere sidde på skolebænken på skolerne i Hvidbjerg, Lihme og på Fur. Alle tre skoler skal lukke d. 1. august 2014, hvis det står til Børne- og Familieudvalget i Skive Kommune. Det var et enigt udvalg, der onsdag indstillede et forslag om at lukke skolerne til Skive Byråd.

Udvalget foreslår lukningerne på grund af det faldende befolkningstal i Skive Kommune. For eksempel er der sidste år kun født et barn i Lihme. Derudover mener formand for Børne- og Familieudvalget Peder Christensen, at skolelukningerne er nødvendige, hvis kommunens budget skal hænge sammen.

Byrådet vil behandle forslaget den 27. august.