Esben Lunde om sognepræst: Fyr ham

Esben Lunde om sognepræst: Fyr ham

Folketingspolitikeren ser kun én udvej for den københavnske sognepræst Per Ramsdal, der har udtalt, at han ikke tror på opstandelsen.

Esben Lunde opfordrer nu Københavns biskop Peter Skov-Jakobsen til at fyre sognepræsten i Sydhavn Sogn, Per Ramsdal. Det skriver Jyllands-Posten.

Per Ramsdal sagde i et interview i december, at han ikke tror på genopstandelsen. Og så bør han ikke være præst i den danske folkekirke, mener Esben Lunde Larsen.

- Jeg mener, at Per Ramsdal bryder det præsteløfte, som han har aflagt, når han frasiger sig kirkens bekendelsesgrundlag. Det svarer til, at en læge aflægger lægeløftet, men praktiserer aktiv dødshjælp i sin fritid, siger han til Jyllands-Posten.

Venstremanden Esben Lunde Larsen er selv uddannet teolog. Han udtaler sig ikke på vegne af sit parti, men som bruger af den danske folkekirke.

- Hvis man vil være præst i en kirke med et bekendelsesgrundlag, skal man ikke gå ud i offentligheden og tage afstand fra det. Hvis jeg som folketingsmedlem var imod demokrati, skulle jeg nok finde på noget andet at lave, siger han.

Ifølge Lisbeth Christoffersen, professor i kirkeret på Roskilde Universitet, bør politikere ikke blande sig i sagen.

- Hvis en præst skal afskediges, fordi han træder uden for kirkens bekendelsesgrundlag, kræver det, at biskoppen vurderer, at der skal indledes en læresag. Hvis biskoppen vil handle teologisk, er der ikke andre veje. Og vurderer han, at der ikke er teologiske grundlag for en læresag, kan den heller ikke rejses. Derefter er det domstolenes sag - det er hverken folketingsmedlemmers eller regeringens sag, siger hun.

Per Ramsdal mener ifølge Jyllands-Posten, at man ikke nødvendigvis skal tro på trosbekendelsen. Man skal blot kunne sige den. Han er foreløbig indkaldt til en samtale hos biskop Peter Skov-Jakobsen.