Erhvervslivet straffer Thisted for politisk kaos

Thisted Kommune bliver i Dansk Industris undersøgelse af Lokalt Erhvervsklima 2015 straffet for den megen virak og debat på skole- og institutionsområdet. Kommunen går 12 pladser tilbage til en plads i bunden af skalaen som nummer 92.

050315_Thisted_0.jpg

Thisted Kommune bliver i Dansk Industris undersøgelse af Lokalt Erhvervsklima 2015 straffet for den megen virak og debat på skole - og institutionsområdet. Kommunen går 12 pladser tilbage til en plads som nr. 92. Dermed lægger de sig i bunden af skalaen.

Og den største enkeltårsag er et fald på 52 pladser til en sidsteplads som nr. 96 i vurderingen af kommunens velfærdsservice som pasningstilbud og folkeskolen.

- Thisted Kommune har et super stærkt erhvervsliv, gode uddannelsesinstitutioner og vild natur - kommunen er i det hele taget et attraktivt sted at bo og drive virksomhed. Kommunen har alle muligheder for at gøre fordommene om udkant til skamme. Men det kræver et byråd, der i højere grad kan samarbejde og arbejde konstruktivt med de udfordringer, der er. Det sidste års megen mudderkastning - ikke mindst på skoleområdet - hæmmer virksomhederne. Kommunen fremstår, som om den har dårlige skoler og et ringe image. Det er gift for virksomheder, der gerne skal kunne tiltrække investeringer og medarbejdere ude fra, siger formand for DI Thy/Mors, Tage Odgaard Nielsen.

Dårlige historier overskygger

Virksomhederne i Thisted Kommune vurderer, at infrastruktur og transport, image og adgang til arbejdskraft er de områder, som kommunen bør prioritere højest. Imidlertid vurderer virksomhederne de tre ting som værende blandt landets ringeste i Thisted Kommune.

- De mange dårlige historier overskygger nemt de mange gode ting, der er ved Thisted Kommune. Og det dårlige image er en stor hæmsko i forhold til at tiltrække investeringer og arbejdskraft. Derfor mener jeg, at byrådet skal søge at komme i en mere løsningsorienteret gænge. I politik skal der være diskussion og uenighed, men det er alt andet lige nemmere at lægge en seriøs plan for tiltrækning af midler til investering i landeveje og havn ude fra, hvis man kan arbejde konstruktivt sammen om det på hjemmebanen, siger Tage Odgaard Nielsen.

Plads til forbedring

Ballade om skolelukning og uro i byrådet kan dog ikke forklare Thisteds bundplacering alene. På mere basale områder som fysisk planlægning, sagsbehandling og forvaltningens dialog med erhvervslivet er der stadig plads til forbedring. Virksomhederne har dog vurderet sagsbehandlingen og den fysiske planlægning lidt bedre end sidste år.

Dialogen med kommunen vurderes på nogenlunde samme niveau som sidste år. Da mange andre kommuner har fået en bedre vurdering end sidste år, bliver Thisted overhalet på flere af disse områder i DI's undersøgelse. Thisted går dog frem i kategorien "Tilfredshed med de kommunale skatter og afgifter."

- Thisted Kommune har sat nogle fine tiltag med f.eks. Erhvervskontakten i søen, ligesom kommunens engagement i Thy Erhvervsforum er med til at styrke mulighederne for at drive erhverv. Der er både en ny erhvervspolitik og en ny vision for hele Thisted Kommune på vej. Hvis byråd og forvaltning vil, så har Thisted Kommune i mine øjne virkelig muligheden for at skabe en erhvervsudvikling, der vil vække opsigt på landsplan. Jeg vil derfor opfordre byrådet og forvaltningen til at fokusere på den konstruktive udvikling, slutter Tage Odgaard Nielsen.

I øvrigt er der tilbagegang i både Thy og på Mors. Morsø Kommune falder tilbage fra en plads som nr. 21 i 2014 til en plads som nr. 46 i 2015.