Erhversminister kan underkende kirkeveto i sag om testmøller

En sag om to testvindmøller ved Velling Mærsk bliver snart afgjort. Rasmus Jarlov var i dag forbi Ringkøbing-egnen.

Borgmester Hans Østergaard, erhversminister Rasmus Jarlov og biskop Elof Westergaard besigtigede mandag området ved Velling Mærsk, hvor Vestas har ansøgt om at opsætte to nye vindmøller.
Borgmester Hans Østergaard, erhversminister Rasmus Jarlov og biskop Elof Westergaard besigtigede mandag området ved Velling Mærsk, hvor Vestas har ansøgt om at opsætte to nye vindmøller.
Foto: Frederikke Dammark, TV MIDTVEST

En årelang strid om to testmøller ved Stauning er ved at nå sin afslutning. Sagen startede i 2013, men der er endnu ikke fundet en løsning, så i dag var Erhvervsministeren på besøg i Stauning for at træffe en endelig afgørelse.

- Jeg synes, det er meget svært at træffe sådan en beslutning fra Christiansborg. Jeg var nødt til at komme ud og se landskabet, fortæller erhvervsminister Rasmus Jarlov

I 2013 modtag Ringkøbing-Skjern Kommune en ansøgning, der ville have lov til at opsætte fire 200 meter høje vindmøller ved Velling Mærsk nord for Stauning Lufthavn. I 2016 var man ved at opgive projektet, og derfor reducerede man de fire møller til to.

Det blev godkendt i Ringkøbing-Skjern Kommunes teknik- og miljøudvalg, men ifølge planloven kan statslige myndigheder nedlægge veto i sådanne sager. Den mulighed valgte Ribe Stift at benytte sig af.

- De her to vindmøller er meget høje, og de vil efter vores konsulenters skøn komme til at ændre synsindtrykket og dermed også komme til at skæmme kirkens omgivelser, fortæller Elof Westergaard, der er biskop i Ribe Stift.

Borgmester Hans Østergaard holder dog fast ved, at opsætningen af vindmøllerne er en god idé. 

- Udover alle de arbejdspladser, som Vestas selv skaber, så er der en stor underskov af underleverandører, som leverer til Vestas. Derfor har det en stor betydning for os, at Vestas har de rammer stillet til rådighed, som de har brug for at fortsat kunne vækste og udvikle sig her i Ringkøbing-Skjern Kommune, fortæller Hans Østergaard, der er borgmester i Ringkøbing-Skjern Kommune.

Nu skal erhvervsminister Rasmus Jarlov så tage stilling til, hvilket af de to hensyn, der vejer tungest.

- Nu har jeg set det. Så skal jeg fordøje det, og så skal jeg træffe en beslutning, og det gør jeg relativt hurtigt. Jeg skal afveje på den ene side hensynet til det smukke landskab og æstetikken omkring kirkerne, og på den anden side de vigtige interesser, der ligger i, at vi kan have en vindmølleindustri, der er teknologisk førende, fortæller Erhvervsministeren. 

2:17
En sag om to testvindmøller ved Velling Mærsk bliver snart afgjort. Rasmus Jarlov var i dag forbi Ringkøbing-egnen.