En person alvorligt kvæstet: Motorcykel og personbil stødt sammen

​En personbil overså sin vigepligt og kørte ud foran en motorcykel.

Foto: Flemming Christensen, TV MIDTVEST

En bilist overså her til aften sin ubetingede vigepligt, da vedkommende kom kørende ad Stakrogevej ved Blåhøj syd for Brande.

Da bilisten skulle krydse Sdr Ommevej og køre ind ad Blåhøj Stationsvej kom en motorcykel kørende af Sdr Ommevej.

Bilisten har af uvisse årsager overset motorcyklen og kørte dermed lige ud foran den. 

- Bilisten laver en fejl, og motorcyklen rammer den. Bilisten er blevet taget med ind til en blodprøve, fortæller vagtchef Ole Vanghøj.

Motorcyklisten er efterfølgende blevet fløjet til Aarhus Universitetshospital med lægehelikopter.

- Vedkommende er alvorligt kvæstet, siger Ole Vanghøj.

Sdr Ommevej var kort spærret, men er åben igen.

Det er i dette kryds, hvor bilisten overså sin vigepligt. Foto: Google Streetview