En mio. kr. til limfjordsteater

FÆRCH FONDEN donerer en mio. kr. til Det Ny Limfjordsteater på Mors, og finansieringen er nu i sin afsluttende fase.

Det samlede byggeri af Det Ny Limfjordsteater til godt 30 mio. kr. er for alvor på vej ind i realiseringsfasen.

Teatret skal indeholde et nyt teaterbyggeri, der skal placeres i forbindelse med uddannelsesinstitutionerne på Limfjordsvej 95 på Mors. A.P. Møller Fonden donerede for godt et år siden 10 mio. kr. til byggeprojektet, og nu donerer FÆRCH FONDEN en mio. kr.

- Vi er stolte og glade over bevillingen fra FÆRCH. Deres donation bevidner kvaliteterne i projektet. Og ikke mindst det helt unikke ved at samle en professionelt producerende kulturinstitution, i sammenspil med uddannelserne på Limfjordsvej, siger teaterleder Gitte Malling i en pressemeddelelse.

Med millionen fra FÆRCH afventer Limfjordsteatret nu svar fra henholdsvis Realdania og Lokale og Anlægsfonden, der har varslet svar på to ansøgninger på samlet 6,5 mio. kr. i løbet af efteråret. Der ud over skal kommunens endelige tilskudsbeløb fastsættes.