EM-cykelkvinder: Den er flad

EM i landevejscykling køres i Herning til august. Søndag blev ruten testet af kvindelandsholdet

Camilla Møllebro fra Lemvig og resten af kvindelandsholdet i landevejscykling testede søndag EM-ruten i Herning. Foto: Camilla Schiøler, TV MIDTVEST

Til august er der EM i landevejscykling i Herning. I søndag var kvindelandsholdet samlet i byen. De skulle prøvekøre ruten for første gang.

- Den er flad, griner en af kvinderne.

Sådan lyder dommen over den 20 km lange rundstrækning omkring Herning, hvor kvinderne om godt en måned skal køre om EM-medaljer.

- Der er nogle lange lige stykker men med en god vind, så kan det godt blive en udfordring at holde et felt samlet, siger Camilla Møllebro fra Lemvig.

I det bedste scenarie håber vi på tre medaljer

Catherine Marsal, træner for kvindelandsholdet i landevejscykling

Landsholdet består blandt andre af verdensmesteren Amalie Dideriksen, samt de lokale ryttere Pernille Mathiesen der vandt DM-sølv i enkeltstart i fredags, og Camilla Møllebro Pedersen der lørdag vandt DM-guld i landevejsløb.

For dem giver det nogle fordele, at EM skal køres i det midtjyske.

- Nu bor jeg kun 30 km væk fra ruten, så jeg kan jo komme hertil og træne meget på den de tekniske passager, hvor at man ikke lige er helt tryg, når man kommer dagen før og skal køre, så bestemt det giver meget, siger Pernille Mathiessen fra Holstebro.

Ved EM i landevejscykling køres der flere forskellige distancer i de forskellige klasser, som er Junior, U23 og Elite. Chancerne for danske EM-medaljer i alle klasser er gode.

- I det bedste scenarie håber vi på tre medaljer. Jeg håber selvfølgelig på en guld, siger Catherine Marsal, landstræner for kvinderne.

EM i landevejscykling foregår i Herning fra den 2. - 6. august.

02:02 Luk video