Ekspert: Derfor er der flere hvepse end normalt

Skadedyrsbekæmperne har ekstra travlt i år, da der er mange flere hvepse end normalt. Det er der en god grund til ifølge en ekspert fra Naturhistorisk Museum.

Der er flere aktive hvepsebo end normalt i landet. Det skyldes, at det har været varmt og tørt lige siden maj måned. Foto: Kim Haugaard / Ritzau Scanpix

Det tørre vejr vi har haft siden maj måned har haft mange konsekvenser. En af dem er, at der er langt flere insekter, end der plejer at være. Blandt andet er der flere hvepse. 

Det har været perfekt vejr for hvepsene fortæller museumsinspektør på Naturhistorisk Museum. 

- Situationen med hvepsene lige nu er, at der er ufatteligt mange. de har haft et fremragende år. Siden dronningerne etablerede bo tilbage i april, så har det næsten været hvepsevejr hver eneste dag. Arbejderne skal ud og hente kød til at fodre larver, og der har jo været fremragende flyvevejr hver eneste dag, siger Morten D. D. Hansen. 

Det gunstige vejr gør, at hvepseboene kører på fulde omdrejninger og det har skyndet på udviklingen. 

- Vi har ligeså mange hvepse nu, som vi plejer at have i midten af august, så der er knald på, siger han videre. 

Skadedyrsbekæmperne i fuld sving

De mange hvepsebo er til gene for mange mennesker rundt i landsdelen. Det betyder, at de hos skadedyrsbekæmperne har meget travlt. 

- Der har været helt exceptionelt mange hvepsejobs for os i år. Insekterne har jo også haft de optimale betingelser. Tørt og ikke koldt vejr på noget tidspunkt siden maj, siger Christian Andersen, der er skadedyrsbekæmper hos Anticimex.

I dag var han ude for at bekæmpe et hvepsebo i jorden, hvor nogle jordhvepse holdt til. Et hus i Hjerm havde problemer med at der var mange hvepse på deres terrasse. Hvepseboet var lige ved siden af terrassen under en hæk. 

Teknikeren sprøjter to forskellige slags gift ned i hullet, og så skulle hvepseboet gerne være tomt og dødt om tre-fire dage. Hvis der stadig er aktivitet, kommer han tilbage og efterbehandler. 

Hvepsene bliver hooligans

Hvepsene er dog ikke slemme lige nu, da de stadig har arbejde at lave i boene. Midt i august bliver de mere irriterende, for der bliver de arbejdsløse. 

- Når boene snart går i opløsning, fordi der er lavet dronninger og hanner, så går alle arbejderne på værtshus, fordi der ikke er mere meningsfuldt at give sig til. Så vil de begynde at opsøge marmelademadder, saftevand, øl og alt andet med sukker eller alkohol i. Og så bliver de ret aggressive, siger Morten D.D. Hansen til TV MIDTVEST. 

Formålet med arbejdernes liv er at hente mad til boet, og når det ikke længere er en opgave, så ved de ikke, hvad de skal tage sig til. Så bliver de rigtigt irriterende. 

- Der bliver formentlig ballade med dem inden længe. Lige nu er der bare mange hvepse. Vi ser mange aktive bo lige nu, men det er det rene anarki, når arbejderhvepsene skal bruge resten af deres liv på at være hooligans, siger museumsinspektøren fra Naturhistorisk Museum. 

Det er ikke kun hvepse, der er mange af. Museumsinspektøren har selv insektfælder, som han aldrig har set været så fyldte. 

- I år har virkelig været guf for insekter, siger han til TV MIDTVEST. 

02:04 Luk video